Stærk udvikling og masser af fight hos U13-drengene
U13 drengene efter en god indsats
Vores U13-drenge har i den grad taget arbejdshandskerne på i dette efterår.
Holdet lagde ud i Liga 3 inden ombrydningen, hvor de leverede en række fantastiske præstationer. Gennem hårdt arbejde, flot spil og ægte vindermentalitet spillede de sig helt fortjent til en oprykning til Liga 2B.
I åbningskampen i den nye række ventede der med det samme et vaskeægte lokalderby mod Gug Boldklub. En kamp med masser af nerver og intensitet på spil, men drengene tacklede udfordringen forbilledligt, stod sammen og leverede en fremragende indsats.
Fokus efter Gug-kampen var klart: Vi ville bygge endnu mere på vores spil. Efter en intens træningsuge med fokus på videreudvikling skulle formen testes i dag ude mod Skibsby-Højene IF.
Endnu en gang viste drengene et fantastisk sammenhold. De løb og kæmpede for hinanden over hele banen fra første til sidste fløjt. Det er en fornøjelse at se, hvordan det hårde arbejde på træningsbanen giver pote, når det for alvor gælder, og hvordan viljen til hele tiden at lære og rykke sig skinner igennem.
Kæmpe ros til hele holdet – vi glæder os til at følge den videre rejse