Menu

B52/AFC DANSKE MESTRE

image
26. marts 2023 kl. 09:13
Vindere af DM i e-fodbold

Spillere og ledere fra fodboldklubben B52/AFC kunne lørdag vende hjem fra finalestævne i Odense med et officielt dansk mesterskab i e-fodbold.

Efter en nervepirrende finale kunne Adel Sabic og Anders Westergaard række hænder og controllers i vejret som vindere af DBU’s officielle DM.

Sejren kom i hus efter en tredje og afgørende kamp, der blev afgjort på reglen om golden goal. Modstanderen var turneringens storfavoritter fra Nordens Paris, der altså måtte strække våben mod de unge B52/AFC’ere.

Adel og Anders havde følgeskab af holdkammeraten Nicklas Wriedt og klubbens træner Robert Jønsson, ligesom medrejsende tifosi fra klubben på Scoresbysundvej gjorde sit til både opbakning og sejrsdans på Odense Rådhus, hvor finalestævnet blev spillet.

Spillere, træner, pokal og medrejsende fans stråler om kap efter det danske mesterskab var sikret.

Pokalen kom i hus efter tre sejre i indledende runde mod Næstved, Odense og Vorgod-Barde. I semifinalen måtte Birkende se sig slået af de lyseblå, og finalen blev altså vundet med sammenlagt 6-5 over Nordens Paris.

B52/AFC fik e-sport på programmet i efteråret 2021 og med coronapausen i 2022 er det altså blot klubbens anden sæson, der afsluttes med et officielt DBU Danmarksmesterskab.

Klubben oplever for tiden en stigende interesse for sportsgrenen, og mon ikke årets danske mesterskab skaber yderligere interesse i kvarteret?

 

Luk