Historie
B52/Aalborg Fodbold Club
Oprindelse
Bagernes Boldklub og Holdbergsgades Boldklub
B52/Aalborg Fodbold Club i sin nuværende form blev født i 1972. Der var tale om en lykkelig fusion mellem to klubber med hver sin historie. Aalborg Fodbold Club (AFC) blev som den ældste stiftet i 1935 af en gruppe unge arbejdsledige bagersvende i byen. De skulle slå tiden ihjel i løbet af dagen og organiserede sig altså i en fodboldforening, der oprindelig hed Bagernes Boldklub. Men da de gæve bagersvende søgte nye udfordringer, ændrede klubben navn til AFC den 1. april 1935. Der skulle gå nogle år, før klubben oplevede en større medlemstilgang, men den kom i 50´erne. Da kom der så stor tilgang, at klubben var nødt til at få en ungdomsafdeling op at stå.
B. 52 fik en noget anderledes fødsel næsten tyve år efter at Bagernes Boldklub så dagens lys. Det var den unge knægt Kjeld Ranum, der i en alder af blot ti år samlede en flok drenge om sig og dannede en fodboldklub i 1952. Klubben fik i første omgang navn efter den gade, de boede i: Holdbergsgades Boldklub. Det var på dette tidspunkt ikke ualmindeligt med små drengeklubber af denne type - usædvanligt var det derimod, at klubben bestod i det lange løb. Da Kjeld Ranum med sine forældre flyttede til et andet kvarter opløstes den gamle klub, men da Kjeld var i besiddelse af klubbens trøjer og bold førte han den videre, men nu under et nyt navn: B52. Og i det børnerige kvarter kom der for alvor gang i klubbens udvikling med stor medlemsfremgang.
Grundet de fine medlemstal begyndte begge klubber at lide under mangel på banekapacitet. Man spillede mange forskellige steder i byen og Aalborgs ny borgmester Marius Andersen foreslog en sammenlægning af de to klubber, så de i fællesskab kunne dele et anlæg og klubhus. Det var ikke umiddelbart en populær idé, men fornuften sejrede til sidst over klubfølelsen og fusionen blev en realitet.
Lokalsamfundet
En samlet enhed
"Ny storklub i Aalborg" hed det i overskriften til artiklen om fusionen i Aalborg Stiftstidende. Og det var virkelig en talmæssig storklub, der blev dannet. Det officielle navn for den nye klub var B52 Aalborg Fodbold Club i daglig tale B52 og på klubbens skrivepapir B52/AFC.
Nu var den formelle del i stand, det næste blev at få lavet anlægget på Scorbysundvej, som begge klubber havde haft i tankerne igennem længere tid inden fusionen.
I 1974 var anlægget på Scorbysundvej klar til indvielse, men det tog tre år, før et nyt klubhus var opført. Medlemmerne måtte i de mellemliggende år tage til takke med skurvogne, som kommunen havde opstillet. Det gav anledning til megen offentlig debat, forargelse og læserbreve. Men i klubben oplevede lederes såvel som medlemmerne, at de kummerlige forhold var med til udbygge sammenholdet i klubben, og mange mindes skurvognene med glæde.
Medlemstallet voksede i takt med tilvæksten i kvarteret. I en artikel i Ekstra-Bladet i juni 1976 blev B52 nævnt som Aalborgs største fodboldklub med 800 aktive fodboldspillere fordelt på 50 hold. I hele Jylland var kun AGF og Randers Freja større end B52/AFC og lederproblemer var ukendt i klubben. De unges forældre bakkede flot op bag klubbens arbejde.
Udvikling vendt
Selvom klubben i 70´erne havde stor opbakning i lokalområdet, oplevede den alligevel en tilbagegang - både økonomisk og i tilslutningen i ungdomsrækkerne i 80´erne. Således havde klubben et underskud på 600.000 i 1988, da den ny formand Kaj Sørensen trådte til. Han bliver af mange betragtet som klubbens redningsmand, fordi han vendte den udvikling. Ungdomsafdelingen blev genrejst og lokalområdet blev igen mere integreret i klubben med initiativer som fodboldskole, bankospil og Dansk Rock Galla. Økonomien blev med de samme tiltag også vendt, så de næste 25 tyder lyse for B52/AFC.
Højdepunkter
En klub i udvikling
I 1998 fik klubben sin første kvindelige formand i skikkelse af Helle Eskildsen.
I 1999 fik B52/AFC et hold med i Dame Junior DM rækken, som efter en flot indsats vandt sølv året efter. Klubben er en gammel kending indenfor damefodbold, idet B52 allerede tog damefodbold på programmet i 1961. Lige siden har klubben holdt førerpositionen i ålborgensisk damefodbold og fostret flere landsholdsspillere.
I 1999 og 2000 går koncertvirksomheden galt, da Rock Galla kommer ud med store underskud. Klubbens bestyrelse må stramme bæltet ind og skære i budgetterne. Klubbens medlemmer accepterer de nye forhold, og klubben klarer skærene med en stram finanspolitik.
Fra 1999 har klubben haft stor gavn af Gigantium, der har givet muligheden for kvalitetstræning i vinterhalvåret.
Klubbens placering mellem seminarium og universitet har i denne periode ligeledes betydet, at man har fået mange studerende i seniorafdelingerne. B52/AFC har desuden haft succes med integration, da mange nydanskere har været at finde i ungdomsafdelingen.
Fremtiden tegner lovende for klubben, da medlemsgrundlaget kan understøttes af de mange unge i byen og af, at der umiddelbart overfor klubben er bygget en del ungdomsboliger og flere kommer til.
Profiler
Personligheder med betydning for klubben
B52/AFC er en fusionsklub mellem to klubber, der har hver deres historie, og hver deres personer, som har haft betydning.
AFC har bragt følgende profiler ind i samarbejdet: Svend Pedersen, initiativtager og primus motor i stiftelsen af Bagernes Boldklub og Aalborg Fodbold Club. Formand for AFC i 24 1/2 år. Johannes Saabye var topleder i AFC i mange år, og han var formand indtil fusionen. Efter sammenslutningen var han ungdomsformand i B52/AFC. Han er desuden æresmedlem.
Et andet æresmedlem er Finn Andersen. Han var leder i AFC i flere år, og da han senere blev kasserer i B52, fortsatte han som oldboys i AFC samtidig. En anden, der også har en historie i begge klubber er Poul T. Olsen. Han var mangeårigt medlem af både B52 og AFC, og senere hovedbestyrelsesmedlem og herreseniorformand for sammenslutningen.
I B52 er det i sær stifteren Kjeld Ranum, der bør fremhæves. Han var stifter af Holbergsgades Boldklub, som senere ændrede navn til B52. Han har været formand i over 25 år og har fået tildelt følgende priser: Dansk Idræts Forbunds ærestegn, JBUs sølvnål i en alder af 35 og den yngste nogensinde, Aalborgs idrætslederpris. Desuden er han udnævnt til æresmedlem og blevet hædret af Chr. den Fjerdes laug for fremragende indsats for Aalborgs ungdom. Han kone Hanne Ranum har under hele ægteskabet fulgt Kjeld i hans arbejde for klubben, og hun er desuden medstifter af pigeklubben for B52.
På spillersiden har klubben gennem tiden fostret mange talenter, som siden er flyttet til højere rangerende klubber. Blandt de mest kendte er Jimmy Nielsen og Jacob Krüger, der begge tog til AaB og førstnævnte var anfører igennem en længere periode.
Også på kvindesiden har talenter gjort sig godt. Udover Helle Jensen og Charlotte Nielsen er også May Krogh Christensen og Mariann Gaihede Knudsen taget til Fortuna Hjørring og er i dag at finde på det danske kvindelandshold.


RSS