Få et gratis kort til KlubBonus.dk, så støtter du B52/AFC, når du vasker din bil hos Shell Express og vælger Perfect Shine eller Perfect Wash.





Hovedsponsor

Information Serie 6.1 Herre


Serie 6.1 Herre


Træner

Peter Ley

Tlf. 50 46 63 18


Træner

Henk Boer

Tlf. 22 84 04 82


Holdleder

Søren Bünger

Tlf. 20 65 92 95

Holdsponsor

Banner

INFO:
Den efterhånden legendariske kaffedrikker Andreas Ibsen er endelig tilbage som træner i B52, efter et års scouting i det latinamerikanske. Denne gang indgår han i en yderst dynamisk trænerduo med den lovende unge taktiker Søren Bünger, der allerede er kendt for sin grundige research; alle taktiske finesser bliver således afprøvet hjemme på PS3'en inden de bliver introduceret på træningsbanen.

Efteråret gik efter planen. En flot 3. plads blev sikret efter en god sæson. Nu er det blevet forår igen! Dermed skal B52's stolthed, serie 6 holdet, endnu engang ud og bevise sit værd! Spillertruppen er stort set den samme, så endnu engang kan man støde på berygtede spillere som Harry "alt-for-gammel" Jensen, Jesper "Gummistøvle" Hansen og "Mini". Spændende bliver det, om man i dette forår kan tage et skridt op af stigen og kæmpe med om oprykning!

Spændende bliver det ihvertfald, om B52's berygtede Galehus kan fortsætte de gode takter og fortsat spille med i toppen af puljen!




NYHEDER:

26/08/11:
Unødvendig spænding da Galehuset åbnede efteråret med en alt for smal 2-1 sejr over bysbørnene fra Vejgaard.

Onsdag aftens lokalbrag mellem B52 og Vejgaard var grundet folkemassernes enorme tilstrømning flyttet til Wembley, hvor den notorisk brede bane hurtigt viste sig at være til B'ernes fordel. De, i bredere fodboldkredse, undervurderede kantspillere Ronni Nielsen og Brian Andersen sprudlede således og var hele aftenen en konstant fare for Vejgaards defensiv.

Det var dog udeholdet, der var toneangivende i åbningen, hvor Galehusets mange store egoer havde svært ved at få kollektivet til at fungere. Vejgaard fik etableret et pres, der kulminerede med et lumsk forsøg, der bragte den ene opstander i spil. Den velopdragne stolpe viste imidlertid, at den var blå i hjertet ved stolt at sende den respektløse afslutning tilbage i spil. De farligste situationer blev dog skabt af Galehusets egne galninge; bedst eksemplificeret af dagens coach Andreas Ibsen, der viste sig som et elendigt forbillede for sine spillere, da han skvattede i den lille runde midt i eget felt og derved tvang den guddommelige Fisker ud i en brav aktion, der gjorde hans outfit helt snavset.

Som første halvleg skred frem fik B'erne mere styr på begivenhederne. Den tilbagevendte targetman Kim Eriksen trådte i denne periode i karakter med solide tæmninger og fint overblik. Han er ellers fortsat er genstand for vedholdende rygter om et skifte til Frederiksberg Boldklub, hvor Heine Hansen (bedre kendt som 'drengen, der blev ved med at løbe') efter sigende trækker i trådende for at få sin gamle civ-makker til klubben.

Omtrent midt i halvlegen indtraf så en begivenhed, der vil gå over i fodboldhistorien: Galehusets største og flotteste hårpragt vandt en hovedstødsduel i feltet. På et tidligt indæg fra højre brugte Ronni Nielsen al sin fysik og kom højest på kanten af feltet. Nedfaldsbolden fra selvsamme aktion var en servering så sikker som serveringen af kaffe i Kaffeklubben, og Mr Eriksen udnyttede med en flabet afslutning, der tillod den stakkels keeper en snert af håb men ikke mere.

På trods af en 1-0 føring ved pausen var der dømt opsang på sidelinjen og i anden omgang var der da også anderledes styr på sagerne. Galehuset sad tungt på spillet og selv Onkel Cengiz formåede at overløbe den tungere og tungere VB-defensiv. Den sidste snert manglede dog i de offensive aktioner, hvilket resulterede i lettere ubehagelige verbale overfald fra sidelinjen, hvor Maria 'så let dog røven, Torben' Busk huserede med vanlig aggresivitet. Den store synder i denne periode var Brian Andersen, der måtte tilskrives hele to direktører af Mærsk McKinney Møller format.

B'ernes normale keeper Jakob Hansen var grundet en golf-skade forflyttet til højreback positionen, hvor han gjorde en solid men noget anonym figur igennem størstedelen af opgøret. Den manglende opmærksomhed irriterede åbenbart den kortklippede gartner, så med 10 minutter igen overtog han hele showet. Først med et yderst veludført selvmål, der bogstavelig talt kom bag på fiskeren i målet, som lå og rodede rundt midt i feltet efter et delvist succesfuldt indgreb. Og få minutter senere, da han efter et kraftfuldt rush i højre side kanonerede bolden Batistuta-style op i nærmeste målhjørne. Sejren og den kontraktligt sikrede matchvinderbonus (efter redaktionens oplysninger tre af de kolde) var dermed indløst. Der har siden verseret rygter om stor utilfredshed fra Kim Eriksen, som følte sig mere berettiget til denne bonus.

Alt i alt en fortjent sejr, der sagtens kunne have været større. Men det er som bekendt langt det sjoveste at lege lidt med musen før man dræber den. Galehuset stillede med følgende 11 i dagens 4-3-3 opstilling:

Jens 'Il Divin Pescatore' Fisker - Christian Jepsen, Andreas 'El Señor' Ibsen, Søren 'Turbo' Thomsen, Jakob Hansen - Cengiz 'Onkel' Ekinci, Andreas Jørgensen, Gentian 'Balkan' Zogaj - Ronni Nielsen, Kim Eriksen, Brian Andersen.

Derudover rådede man på bænken over stærke folk som Torben '10'er' Thulstrup og Hasse 'Kuhn' Thomsen

Målscorere for B52: 1-0 Kim Eriksen, 2-1 Jakob Hansen

Målscorer for Vejgaard: 1-1 Jakob Hansen (O.G.)

Og HUSK, du er ikke alene!

(Juan Pescador vikarierede igen i rollen som ordsmed)

17/06/11:
Drama, da Galehuset på Provstens hellige jorde spolerede Changs oprykningsfest...

Forårets strabadser i en tæt, underholdende og alsidig pulje blev i går afsluttet med et brag af de store. Aalborgs giganter; B52/AFC og Chang kolliderede i en dramatisk og højspændt affære, der afsluttedes med et tyveri af Kehlet'ske dimensioner i de døende minutter.

Den taktiske tendens med lange bolde, der har præget Galehusets modstandere i denne sæson, fortsatte med uformindsket styrke. Et én-dimensionelt Chang-mandskab støbte fra kampens start norske kugler i de bagerste geledder og kanonerede dem i retning af en temmelig tyndhåret Tigertank, der med  varierende succes skabte farlige situationer for B'ernes ellers solide bagkæde.

Galehusets normale trænerduo var i dag halveret grundet Søren Büngers scouting-mission i Barcelona. Andreas Ibsen var således ene brikfører i sidelinjens store skakspil; en opgave han varetog med taktisk snilde og et for holdet sjældent defensivt udgangspunkt: en 4-5-1 med tilbagevendte Kim Eriksen alene på toppen og gæsteoptrædende Jens Fisker i hullet på den offensive midtbane. Forsvaret var desuden forstærket med brandvarme Jens Bitsch, der desværre allerede er tabt for klubben, idet han i næste sæson tørner ud for en endnu unavngiven indisk klub.

Det taktiske oplæg formåede i første halvleg at stække Chang-spillernes spage forsøg på at nedbryde den himmelblå defensiv og tillod i stedet B'erne at vise glimtvise eksempler på sprudlende offensive udfoldelser. Det var dog en dødbold, der efter godt et kvarters spil fik sat gang i målscoringen. Et hjørnespark gav anlæg til klumpspil i Chang-feltet inden Kim Eriksen med vanligt overblik serverede bolden for fødderne af Lasse Sigvert, der fra kanten af boksen first-timede den lille runde op i nettaget i en aktion, der frembragte mumlerier om Faxe blandt publikum (om de hentydede til John Jensens scoring ved EM'92 eller om de bare havde lyst til en øl står fortsat redaktionen uklart).

Scoringen blev efterfulgt af B52-dominans på trods af en ellers svingende indsats med nervøs boldomgang og lidt for mange personlige fejl. Og inden den halve time var rundet kom 2-0 scoringen da også; denne gang efter forbilledligt opspil. Tålmodigt kombinationsspil omkring banens midte kreérede den nødvendige ubalance i Chang-defensiven og gjorde det muligt for Jesper 'Gummistøvle' Hansen at levere en diagonal-aflevering, der skar forsvaret op ved bugen. Kim Eriksen behandlede opspillet efter fortjeneste, da han tålmodigt med en tværpasning fandt en helt blank Harry Jensen ved bagerste stang.

Chang havde dog fortsat meget spil, og henimod halvlegens afslutning begyndte de lange bolde også at udmønte sig i farligere situationer uden dog at give åbne chancer. En livgivende reducering blev det imidlertid til umiddelbart inden pausen, da et frisparksindlæg ikke blev bokset ordentligt væk. De stribede var hurtigst over den løse bold, der blev skovlet i nettet via en B52-fod (onde tunger har siden forsøgt at kreditere Harry Jensen for et selvmål i denne forbindelse).

En chancefattig anden halvleg fulgte i det store hele mønsteret fra første halvleg, men med Chang i en lidt mere forceret offensiv; jagtende en udligning, der efter Chang-bænkens beregninger ville være nok til at sikre oprykning. Frustrationer begyndte at vise sig og gav blandt andet hjemmeholdet et gult kort for brok. Midt i halvlegen udviklede et frispark midt på banen sig til tumultariske scener mellem en Chang-spiller og Galehusets gale albaner Gentian Zogaj. Dommeren viste handlekraft og udviste begge spillere, hvilket fik dæmpet genytterne. Det korrekte i kendelsen diskuteres dog fortsat og karantæne-udmålingen ventes med spænding (især med henblik på indtægter til bødekassen).

Det så længe ud til at sæsonen skulle afsluttes med en sejr, men i kampens overtid tabte dommeren desværre regelbogen på græsset og overså den største offside i mands minde. Tiger-tanken udnyttede prompte med en tør afslutning og trods protester måtte Galehuset tage til takke med et remis. Chang-mandskabet lod champagnepropperne springe i sikker overbevisning om oprykning, men har siden måttet sande at dette var en fejlberegning. Der skal derfor lyde et stort tillykke til RKG med oprykningen til serie 5 (i skylder os i øvrigt en kasse øl!).

B52/AFC stillede med følgende spillere:

Jacob Van de Veerd - Lasse 'Faxe' Sigvert, Christian Jepsen, Jens Bitsch, Tobias Dam - Ronni Nielsen, Harry Jensen (El Capitän), Jesper 'Gummistøvle' Hansen, Gentian Zogaj - Jens Fisker - Kim Eriksen.
Bænken: Brian Andersen, Torben Thulstrup, Lee Linnemann.

Målscorere for B52:
0-1: Lasse Sigvert (assist: Kim Eriksen)
0-2: Harry Jensen (assist: Kim Eriksen)

Dagens vikarierende pennefører var Juan Pescador.

28/04/11:
Onsdag d. 27 april tørnede B52 og Øster Sundby sammen i serie 6...

Hjemmeholdet fra B52 havde sat næsen op efter sæsonens 2. sejr. Modstanderne fra ØB32 havde således kun fået et point i deres hidtidige kampe. Om det blev en sovepude skal vi lade være usagt, men faktum er, at B52 aldrig fandt rytmen i gårsdagens kamp. Hjemmeholdet forsøgte ellers med et højt pres fra kampens start, og det udmyntede sig da også i et par gode muligheder, specielt tilfaldt en stor chance angriberen Morten Villumsen. "Fys", som han også kaldes, valgte dog at overplacere sit skud - og bolden strøg derfor tæt forbi mål.

ØB32 var dog det toneangivende hold i aftenens opgør. Derfor var det rimelig fortjent, at de bragte sig foran 1 - 0 i første halvleg, efter hvad der må have været en indøvet detalje fra træningsbanen. Et frispark blev sparket i muren, og mens forsvaret var paralyseret, udnyttede ØB-spilleren muligheden til at sparke returen i nettet bag Jakob Hansen.

Efter endnu et godt B52 angreb blev et indlæg slået i feltet. Ved bagerste stolpe dukkede Martin Bünger op og first-timede en halvflugter mod mål med det kolde venstreben. Bolden blev stoppet med hånden på stregen, straffespark. B52's svar på kickeren Morten Andersen, dagens fødselar Torben "10'er" Thulstrup blev skiftet ind - og sparkede bolden sikkert i kassen! B52 var således tilbage i opgøret! Holdene gik til pause (SOM IKKE BETYDER PØLSE!) med uafgjort 1 - 1.

Anden halvleg blev en rodet og uskøn affære. Trænerteamet fra B52 forsøgte med flere rokader og indskiftninger at vinde slaget om midtbanen. Lige lidt hjalp det dog. Hjemmeholdet var dog godt hjulpet af specielt en velspillende målmand og forsvarskrumtappen Klaus Knudsen. Også Stefan Hyllested og Martin Bünger skal have stor ros for i et par omgange, at sparke bolden væk, mens den nærmest lå på stregen!

I slutningen af kampen faldt afgørelsen. ØB32 fik et fortjent gult kort for et groft frispark på all-time-greatest-diva Kristian Styrishave. Det gule kort fik B52 til at satse ekstra meget offensivt. Og så går det jo, som det så ofte gør. En lang bold frem fra ØB - og et forsvar som desværre blev overspillet. 1 - 2 til gæsterne. Værre blev det få minutter senere, da keeper Jakob Hansen efter en lignende situation begik et straffespark. 1 - 3, og kampen blev fløjtet af.

Målscorer for B52:

1 - 1: Torben Thulstrup (str.)

B52 stillede med følgende spillere:

Jakob Hansen (GK, ½MoM) - Stefan Hyllested, Klaus Knudsen (½Mom), Kristian Styrishave, Ronni Nielsen - Martin Bünger, Jesper Hansen, Gentian Zogaj, Harry Jensen (Cap.), Tobias Dam - Morten Villumsen

Bænken: Torben Thulstrup, Niels Ydemann, Brian Andersen

Næste opgør er tirsdag d. 3. maj mod topholdet RKG.


17/04/11:
Fredag aften tørnede Vejgaard BK og B52 sammen i et brag af en serie 6 kamp.

Optakten havde for B52s vedkommende været præget af skader, hvilket også tvang trænerteamet til nogle sidste øjebliks justeringer. Dette indebar blandt andet, at Chengiz Ekinci startede på banen på bekostning af den vanvittige venstre wing Brian Andersen. Desuden meldte Ronni Nielsen - som på forhånd var tvivlsom - afbud. Efter et par timers opkald lykkedes det ikke at finde en reserve, dermed måtte træner Søren Bünger træde til, trods et halvdårligt knæ. Desuden var den normale anfører Harry Jensen småsyg, men dog i startopstillingen. Anførerbindet gik dog videre til Gentian Zogaj, som flot havde ledt holdet gennem sæsonens første kamp.

Første halvleg blev fløjtet igang af dommer Erik Veggerby. Det stod desværre hurtigt klart, at B52 ville få en hård aften. Vejgaard pressede på og kom frem til nogle løse muligheder, som forsvaret og målmand Jakob Hansen fik afværget. Det blev også til enkelte forkølede forsøg fra B52, men aldrig noget der reelt truede Vejgaard målet. Det var tydeligt, at B52 spillerne aldrig rigtig vandt slaget om midtbanen. Dermed blev det velkendte pasningsspil svært at praktisere. Første halvleg sluttede dog uden mål, skarpheden manglede fra begge hold.

I pausen blev der rokeret rundt. Trænerteamet flyttede spillerne rundt på nye pladser, i håbet om at skabe mere frem ad banen. En lidt famlende start på halvlegen nåede sit dramatiske højdepunkt, da Søren Bünger fik en større flyvetur efter et sammenstød med hjemmeholdets "Bingo-Bølle". Uheldet var dog åbenbart, hvad der kunne sætte B52 igang. Kort efter scorede selvsamme Søren efter et godt pres fra B52 holdet. 0 - 1 og det så lyst ud igen. Desværre holdte føringen ikke længe. Først scorede Vejgaard på et flot hovedstød efter et veludført hjørnespark. Bolden sad helt oppe i krogen. 1 - 1. B52 havde, grundet skader, ikke meget mere at komme med i kampen. Derfor gik luften ud af ballonen og Vejgaard kunne hive en velfortjent 2 - 1 sejr hjem efter endnu et flot mål, hvor bolden igen sad udenfor målmand Jakob Hansens rækkevidde.

Tredje halvleg blev dog flot vundet af B52. Her blev der først kværnet en ramme øl på sidelinjen og efterfølgende blev Jægerstuen i Aalborgs Øgadekvarter indtaget. Et hæderligt nederlag blev fejret på behørig vis. Det er jo serie 6 ;-)

B52 stillede med følgende:

Jakob Hansen (GK) - Mikkel Hvid, Andreas Ibsen, Tobias Dam, Søren Eskildsen - Jesper Hansen (MoM), Harry Jensen, Torben Thulstrup, Gentian Zogaj, Chengiz Ekinci - Kasper Rodil. På bænken: Brian Andersen, Martin Bünger og Søren Bünger.

Målscorer for B52:

0 - 1: Søren Bünger

09/04/11:


Årets første kamp blev afviklet på hjemmebane mod ærkerivalerne fra IF Haabet. B52 har på det sidste haft et godt tag på Haabet, og gårsdagens kamp var ingen undtagelse. Fra kampens start stod det klart, at hjemmeholdet ville være meget i boldbesiddelse, mens gæsterne levede på sporadiske kontraangreb. I lyset af et rødt kort til forsvarskrumtap Christian Jepsen var det unge talent Tobias Dam flyttet ind i centerforsvaret. Makkerskabet med Stefan Hyllested fungerede perfekt!

Midt i første halvleg kom B52 foran 1 - 0 ved et flot placeret spark af Gummistøvlen. I det hele taget var der gode muligheder i flere situationer i første halvleg, Mini brændte således efter en flot dribletur og spillende træner Søren Bünger valgte at sparke hul i banen, da han slap alene igennem med målmanden - trademark-move kan man vel kalde det!

Anden halvleg startede stille og roligt. Det ville dagens anfører Gentian Zogaj ikke finde sig i. Derfor tordnede han et dommedagshug afsted fra 300meters afstand - skudet sad perfekt i den fjerneste krog. 2 - 0 til B52. Senere burde den vanvittige venstre-wing Brian Andersen have gjort det til 3 - 0 på en friløber efter en flot spilning af Torben "10'er" Thulstrup. Samme Torben sparkede dog et flot hjørnespark som Jesper "Gummistøvle" stensikkert pandede i nettet. 3 - 0. Til sidst ville også B52's comeback-kid være med. Niels Ydemann vippede flot bolden forbi Haabets målmand til slutresultatet 4 - 0.

B52 stillede med følgende:
Jens Fisker (GK), Søren Eskildsen, Stefan Hyllested, Tobias Dam, Ronni Nielsen, Brian Andersen, Torben Thulstrup, Gentian Zogaj (Cap.), Jesper Hansen (MoM), Martin Bünger, Niels Ydemann. På bænken: Harry Jensen, Aksel Andersen og Søren Bünger.

Målscorer for B52:
1 - 0: Jesper "Gummistøvle" Hansen
2 - 0: Gentian Zogaj
3 - 0: Jesper "Gummistøvle" Hansen
4 - 0: Niels Ydemann


18/10/10:

Stærk sæsonafslutning af B52. En flot flot kamp af et toptændt B52 afsluttede sæsonen lørdag d. 16. oktober. Hele 25 fanatiske tilskuere var på plads til kampen. Disse sørgede for en fremragende stemning med kampråb og Vuvuzela støj. En perfekt kulisse til kampen!

Fra første fløjt blev der gået til den og spillet flød flot frem mod Dall's mål. I dagens anledning havde Jens Fisker valgt at lade håret klippe. Om det var denne beslutning der gjorde udslaget skal være usagt, men denne dag var han helt ustyrlig. Hele fire mål blev det til for den lange kantspiller.

Holdet var i det hele taget i hopla. Således var sejren på 5 - 1 ikke et eneste mål for stort. Dall skal faktisk være tilfredse med, at nederlaget ikke blev to cifret. Specielt Jesper "Tordenstøvle" Hansen og Søren Bünger brændte på et par oplagte muligheder. Fiskerens fire mål bragte ham op på toppen af den interne topscorerliste. Cengiz Ekinci ville dog også lege med og scorede B52's sidste mål.

Vi fra trænerteamet vil gerne sige en stor tak for et sjovt og udfordrende efterår. Trods enkelte udfald i nogle kampe, har spillet været godt og positivt. I skal alle have stor ros for at have udviklet jer som spillere. Stærkt gået! Vi håber naturligvis at i allesammen kommer tilbage og spiller igen i foråret, hvor vi, efter to 3. pladser vil gå efter en oprykningsplads!

Husk! Der kommer andre kampe! Og I er ikke alene!

Målscorer for B52:
1 - 0: Jens Fisker
2 - 0: Jens Fisker
3 - 0: Jens Fisker
4 - 1: Jens Fisker
5 - 1: Cengiz Ekinci

12/10/10:

"B52 nedlægger protest mod superliga målmænd i serie 6". Dette kunne med rette være overskriften efter søndagens kamp mod Arentsminde IF. Med en fantom redning i første halvleg, og et snuppet straffespark i anden var keeperen fra AIF en stærk medvirkende faktor til, at B52 rendte ind i sit 3. nederlag på stribe.

Der er ikke andet for, end at smøge ærmerne op på lørdag, hvor sæsonens sidste kamp venter. Lur mig, om ikke der bliver en lille kasse øl eller to efter kampen. Specielt hvis vi vinder!

03/10/10:

Retfærdighed findes ikke i fodbold, det blev vist gårsdagens konklusion. En fremragende kamp af B52 kastede desværre ikke en sejr af sig. Spillet var til tider i allerhøjeste klasse, men enkelte fejl kostede en 0 - 3 stilling ved pausen.

I anden halvleg blev spillet presset frem mod St. Restrups mål, ja faktisk var der nærmest ikke brug for vores banehalvdel. Det bedste eksempel herpå var, at målmand Jakob Hansen var med fremme på hele tre hjørnespark i løbet af halvlegen.

Kampen endte 2 - 3, efter et par reducerings mål af hhv. Kristian Styrishave og Morten Villumsen.

Målscorer for B52:
1 - 3: Kristian Styrishave (Ass. Morten Villumsen).
2 - 3: Morten Villumsen (Ass. Søren Bünger).

27/09/10:

Efter en uge, hvor snakken pludselig omhandlede opryknings muligheder og sejre, så kom vi igen ned på jorden. En fodboldlektion af Aalborg Freja kastede et 10 - 2 nederlag af sig. Der er ikke meget andet at sige end: "Der kommer andre kampe!".

Målscorer for B52:
2 - 1: Harry Jensen (Str. beg. m. Jonas Thomsen).
5 - 2: Selvmål (Ass. Lasse Sigvert).

18/09/10:

En flot sejr over Dall/Ferslev på udebane, blev torsdag aften afløst af en lige så flot og mindst lige så fortjent sejr over LKB/Gistrup. Taktikken var til kampen lavet en smule om, således var oplægget at spille som det danske landshold ville have gjort. Dette lykkedes til perfektion. Der måtte dog en dødbold til i første halvleg, før vi fik vores første mål. Et flot sparket frispark af Martin Bünger blev på fornem vis headet ind ved forreste stolpe af Ronni Nielsen.

Herfra gik det nærmest kun en vej, hvor Gentian Zogaj kunne bringe B52 på 2 og 3-0, begge mål på fremragende langskud. Lige inden pausen fik Gistrup et lille flig af håb i form af et mål til 3-1. Dette lod dog ikke til at gå en flok fokuserede B52'ere på.

Anden halvleg blev en lige affære, men Gistrup var aldrig rigtigt farlige foran Jakob Hansens mål. B52's forsvar stod perfekt denne aften. Derimod var der flere mål i den anden ende. Brian Andersen modtog en god bold fra Harry Jensen - og med et fikst træk var han alene med målmanden. Målmanden var chanceløs og 4-1 til B52. Aftenens sidste mål var et selvmål, et frispark fra Harry Jensen ramte en Gistrup spiller og røg i mål.

En flot kamp, og et par forbandet stolte trænere! :-)

Målscorer for B52:
1 - 0: Ronni Nielsen (Martin Bünger)
2 - 0: Gentian Zogaj (Tobias Dam)
3 - 0: Gentian Zogaj (??????????)
4 - 1: Brian Andersen (Harry Jensen)
5 - 1: Selvmål (Harry Jensen)

15/09/10:

Trupstatistik er opdateret!

Truppen til torsdagens kamp mod LKB/Gistrup:
Jakob Hansen - Tobias Dam, Christian Jepsen, Kristian Styrishave, Søren Eskildsen - Harry Jensen, Jesper Hansen, Gentian Zogaj, Martin Bünger, Ronni Nielsen - Jonas Thomsen - Brian Andersen, Kasper Rodil, Lasse Sigvert.

09/09/10:

Så kom vi tilbage på sporet!

En flot tilkæmpet sejr på udebane mod Dall/Ferslev IF. Stærkt gået drenge. Alle kæmpede og spillede diciplineret. Det var godt at se. Modstanderne var aldrig rigtigt farlige, og trods en ny forsvarskonstallation, så gik det jo meget godt. Der var styr på sagerne og konsekvens i nøglesituationerne.

Det var også dejligt, at stort set alle mand blev i klubben og fik en øl efter kampen. Hyggen kommer først i Serie 6. Sådan skal det være :-)

Målscorer for B52:
1 - 1: Cengiz Ekinci (str.)
1 - 2: Cengiz Ekinci
1 - 3: Harry Jensen (str.)

05/09/10:


Fredag aften blev vi banket gule og blå af Arentsminde IF. Ikke meget positivt kan siges om kampen, og det er vist bare om at komme op på hesten igen. Vi ser frem mod næste kamp, som er på torsdag.

Husk det gamle B52 motto: "Der kommer andre kampe!"

30/08/10:

Holdets første store test blev afviklet søndag den 29 august mod topholdet St. Restrup. Modstanderne var inden opgøret ubesejret i sæsonens to hidtidige kampe og havde en målscore på 10-2. Dette lod dog ikke til at skræmme vores hold, som fra starten kæmpede og spillede fremragende. Desværre kom holdet bagud 1 - 0 i starten af kampen. Der var dog god fight og moral, målet slog ikke holdet ud - og inden pausen kunne Søren Bünger udligne til 1 - 1 på et mål fra kanten af feltet.

2. halvleg blev en meget intens affære med gode tilbud til begge hold. Specielt må vi, B52, takke Jakob Hansen i målet for en fremragende kamp. Han var en levende mur og tog alt. Meget fortjent kampens spiller. I slutningen af kampen fik en af St. Restrups spillere en hjerneblødning, og slog ud efter Christian Jepsen. Dette blev korrekt takseret til et direkte rødt kort. Herefter handlede det blot om at få kampen kørt hjem og kampen endte således 1 - 1, hvor begge hold nok vil være godt tilfredse med det ene point.

Målscorer for B52:

1 - 1: Søren Bünger

20/08/10:

Sæsonens 2. kamp blev en meget lige affære, hvor vi desværre rendte ind i et hæderligt 3-4 nederlag. Holdet spillede til tider godt og aftalerne blev holdt. Uheldigvis havde modstanderen valgt at have en skarp angriber med, og overfor ham var holdet på hårdt arbejde. Vi havde dog også gode momenter, og specielt så det godt ud på standardsituationerne, hvor vi gang på gang var tæt på at score. Lidt mere held, og vi havde fået mindst et enkelt point i den kamp!

Målscorer for B52:
1 - 0: Jonas Thomsen
2 - 3: Harry Jensen
3 - 4: Jesper Hansen

17/08/10:

Truppen til torsdagens opgør mod Aalborg Freja er udtaget:
Jakob Hansen (GK), Søren Eskildsen, Christian Jepsen, Martin Bünger, Ronni Nielsen, Harry Jensen, Gentian Zogaj, Jesper Hansen, Jonas Nielsen, Jonas Thomsen, Tobias Dam, Brian Andersen, Rune Jensen og Torben Thulstrup.

Alle mand stiller i B52 kl 17:30. Kampstart kl 18:30. Vi ses!

16/08/10:

Så kom vi igang!

Stærk og nogenlunde sikker sejr ude mod LKB. Holdet spillede noget af det bedste fodbold, som længe er set i Serie 6. Stærk indsats fra alle mand, hvor der dog manglede lidt skarphed i enkelte situationer. Det skal dog ikke overskygge specielt den første halve time, hvor vi var KLART bedst.

Sejren blev dog dyrt købt, hvad angår skader. Således måtte både Christian Jepsen og Søren Eskildsen gå ud med kramper, mens det stod værre til med Mike Kurtz som fik et overrevet ledbånd og slog en flig af en knogle, da han scorede til 3-5. Serie 6 ER en ekstremsport!

Målscorer for B52:
0 - 1: Gentian Zogaj
0 - 2: Jonas Brunn
0 - 3: Jens Fisker
2 - 4: Harry Jensen
3 - 5: Mike Kurtz

02/08/10:
Hej alle!

Så er der trukket puljer til efterårets serie 6 kampe. Første turneringskamp er lørdag den 14. august. Kampen er ude mod LKB-Gistrup. Deres serie 6 hold er typisk et lidt ældre af slagsen, så der er muligvis gode chancer for en åbningssejr. Hele kampprogrammet kan ses her:

http://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/programTeam.aspx?teamid=101&poolid=105036

Vel mødt til et sjovt og spændende efterår i B52!

/Andreas og Søren

21/06/10:

Så sluttede sæsonen. Desværre med et meget ufortjent 0-1 nederlag på hjemmebane. Aldrig er der i historien sket et større tyveri på en fodboldbane. End ikke Schweiz' choksejr over Spanien kommer op på det niveau. Men skidt drenge, der kommer andre kampe!

Sæsonen endte med en fin 3. plads. Den er vi godt tilfreds med. Vi fik sendt Bill Sørensen afsted til Tjøwnhavnstrup og der er kommet en forlængelse på plads med trænerteamet. Vi håber naturligvis at se jer allesammen igen til efteråret - og husk, at der er hyggetræninger hver torsdag hele sommeren!

15/06/10:
eGoddag fodboldlektion i trekanter og hurtigt kombinationsspil. Vi blev udspillet i fredagens kamp mod Lindholm IF. Vi havde dog god styr på dem efter 5 minutter, hvor vi udlignede til 1-1 :D. Herefter var det dog en lang og sej omgang, som endte 11-1 til hjemmeholdet. Vi er dog ikke dem der har tabt med mest til Lindholm. Tre gule kort gjorde det heller ikke bedre. Trods massakren, var der dog enkelte spillere som gjorde en god figur, her fremhæves især midterforsvaret, som trods alt kæmpede godt.

Målscorer for B52:
1 - 1: Morten Villumsen

(Kampstatistik bliver opdateret lige pludselig!)

07/06/10:
Hov for satan! Har da helt glemt at opdatere. Sidste kamp blev vundet 4-2 hjemme over Vejgaard. Efter en tøvende start fik vi sat os igennem og kom frem til et par gode chancer. Der skulle dog en udvisning til (til os selv endda), før vi vågnede. Et par flotte mål af Thomas Jeppesen og Jesper Hansen gav en 2-0 føring ved pausen. Efter pausen blev det en smule mere lige, men sejren var aldrig rigtig i fare.

Målscorer for B52:
1 - 0: Jesper Hansen
2 - 0: Thomas Jeppesen
3 - 1: Thomas Jeppesen
4 - 2: Kim Reinholt

26/05/10:

Bittert men klart nederlag igår til Nørresundby BK. Der var ikke meget at stille op, trods godt spil i perioder. Bolden ville bare ikke ind, trods flere gode forsøg. Dog fik vi da et enkelt, da Thomas Jeppesen scorede efter en flot solo-tur. Denne tur kastede også en titel som kampens spiller af sig.

Målscorer for B52:
2 - 1: Thomas Jeppesen

19/05/10:
Flot flot arbejdssejr igår drenge! Trods en sløj start, hvor det ikke rigtigt fungerede, fik vi arbejdet os tilbage i kampen og fik fortjent en 3-2 sejr over Nørresundby. Det holdt ellers hårdt, da modstanderne ca 10 minutter før tiden fik udlignet til 2-2. Heldigvis fandt vi et sidste pres frem, og fik bolden i mål med bare ganske få minutter igen. Flot kæmpet gutter!

Målscorer for B52:
1 - 1: Chili (ass. Kristian Styrishave)
2 - 1: Jens Fisker (str. begået mod Gentian Zogaj)
3 - 2: Søren Bünger (ass. Chili)

13/05/10:

Årets anden kamp mod IF Haabet kastede en velfortjent 5-0 sejr af sig. En meget stram taktik med fokus på en tæt midtbane lykkedes til punkt og prikke. En 2-0 føring ved pausen blev lynhurtigt udbygget til 3-0 i starten af anden halvleg og således var det bare at køre sejren hjem. Flot spillet gutter!

Målscorer for B52:
1 - 0: Jens Fisker
2 - 0: Selvmål
3 - 0: Martin Bünger
4 - 0: Martin Bünger
5 - 0: Harry Jensen

09/05/10:
Sæsonens 4 kamp resulterede desværre i et nederlag. Det gik ellers planmæssigt, med at komme foran først 0-1 og siden hen hele 1-3. Flere taktiske udskiftninger kostede dog på sammenspillet, og spillet faldt langsomt fra hinanden. Og alt imens vi skulle etablere det sidste pres, fik den berygtede hvalslagter et tvivlsomt(!) gult kort. Herefter kunne Gandrup stille og roligt køre sejren hjem, trods store tilbud til blandt andre Mikkel og Søren.

Målscorer for B52:
0 - 1: Kim Reinholt
1 - 2: Søren Bünger
1 - 3: Jens Fisker

07/05/10:
Weekendens modstander er Gandrup, der i vanlig bondestil har valgt, at kampen skal spilles allerede kl. 10.30 søndag morgen. Men de skal jo også op kl 4 og malke køer alligevel. For os betyder det, at der er mødetid i klubben kl. 9, så det er enten tidligt i seng eller direkte fra Gaden til klubben. De sidste detaljer for den taktiske tilgang til opgøret er ved at falde på plads, så vi kan komme ud spille bønderne rundtossede. Husk trænerens gyldne ord: VI ELSKER TREKANTER!

05/05/10:

Så rendte vi ind i vores første nederlag. 0 - 5. Mødet med topholdet Lindholm IF var en ensidig affære, hvor modstanderholdet var en tand bedre over det meste af banen. Med lidt held og lidt mere skarphed havde vi dog nok scoret et mål eller to.

Vi må op på hesten igen. Træningen torsdag bliver yderst vigtig i forhold til, at få lidt mere form og bold ind i holdet. Husk at blive der efter træningen, da vi skal have udtaget truppen til søndagens kamp mod VHG. Vel mødt!

27/04/10:
Trupstatistik er nu opdateret fra weekendens to første kampe. Find informationerne under fanebladet "trup".

25/04/10:
Kampen mod IF Haabet endte 3-3. Efter en noget nervøs indledning - og en decideret fejlslagen taktik, kom holdet bagud 2-0. God fight og vilje bragte dog holdet tilbage i kampen igen. Kampen bølgede herefter frem og tilbage og endte helt fortjent med en uafgjort på 3-3. Næste kamp er hjemme mod Lindholm IF, som har hentet 9 point i deres første tre kampe.

Kamp fakta:
1-0: Ukendt
2-0: Ukendt
2-1: Jens Fisker
2-2: Jens Fisker
3-2: Ukendt
3-3: Gentian

Husrepporter Martin Myrup var lørdag aften sendt til Herning for at dække boksebraget mellem vikingen og frømanden. Et lidt for nærgående spørgsmål resulterede i en uppercut til kæben, hvorfor stjernereporteren ikke var i stand til at forestå dækningen af lokalbraget mod Haabet IF.

24/04/10:
Sådan folkens! En flot 1-3 sejr ude over Vejgaard BK. Smuk smuk kamp. Specielt imponerende, at vi i hele 2. halvleg lukkede dem fuldstændigt ned. De havde jo ikke en eneste chance, mens vi vadede i dem! Interviews kommer op senere!

Kamp fakta:
0-1: Søren Bünger
1-1: Ukendt
1-2: Jens Fisker
1-3: Morten Villumsen

Andreas Ibsen postmatch interview part 1

Andreas Ibsen postmatch interview part 2

Kristian Styrishave postmatch interview

Søren Bünger postmatch interview


23/04/10:
Truppen til kampen mod Vejgaard kan nu findes under "trup". Trænerholdet ser frem til en god kamp og en stærk fight. Spil systemet bliver 4-4-1-1. Målet er at kontrollere spillet og sætte sig på kampen. Efter kampen tager til tilbage til B52 og nyder en kold øl - trænerne giver en kasse, hvis vi vinder. 

Vel mødt til sæsonens første kamp!




LRL-Design